jobsamler.dk
← Alle job

Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade

Akademikere til Udlændinge- og Integrationsministeriets arbejde med at skabe rammerne for integrationen i Danmark

København K Økonomi & jura Fuldtid Ansøg senest 18. okt. 2026
Ansøg hos Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade →
Er du jurist eller har en anden samfundsvidenskabelig uddannelse, og motiveres du af at skabe de bedste rammer for integrationen af udlændinge i Danmark? Så har du nu muligheden for at blive en del af Udlændinge- og Integrationsministeriets departement. Her får du mulighed for at arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og prøve kræfter med blandt andet ministerbetjening, lovgivning og politikudvikling.



Din nye arbejdsplads

Du vil blive en del af Kontoret for Beskæftigelse og Danskuddannelse, som har ansvaret for ministerbetjening, lovgivning og policy generelt på integrationsområdet, særligt i forhold til beskæftigelse, danskuddannelse, negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og repatriering.



Hos os får du mulighed for at arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og få indblik i, hvordan politiske initiativer omsættes til virkelighed.



Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor dine kompetencer kan gøre en konkret forskel. Kontoret består af ca. 15 engagerede kolleger, heraf ca. halvdelen jurister. Vores forskellige samfundsvidenskabelige uddannelsesbaggrunde afspejler, at både politikudvikling og lovgivning fylder i kontoret.



Kontoret har blandt andet ansvaret for integrationsloven, herunder boligplacering og integration af nytilkomne udlændinge. Endvidere har kontoret ansvaret for den beskæftigelsesrettede integrationsindsats, danskuddannelsesloven og repatrieringsloven.



Vi beskæftiger os også med indsatser mod æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, herunder bl.a. forebyggelse af tvangsægteskaber og genopdragelsesrejser. Endelig har kontoret også ansvaret for opgaver relateret til håndteringen af fordrevne fra Ukraine.



Dine arbejdsopgaver

Du får spændende og meningsfulde arbejdsopgaver, og du får mulighed for at bidrage til løsningen af komplekse problemstillinger med stor betydning for samfundet.



Dine konkrete arbejdsopgaver kommer til at afhænge af, om du har en juridisk uddannelsesbaggrund eller kommer med en anden samfundsvidenskabelig uddannelsesbaggrund.



Vores primære arbejdsopgaver er:

  • ministerbetjening, som bl.a. indebærer, at sagerne skal udgøre et godt beslutningsgrundlag og være skåret rigtigt til politisk, besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, pressehenvendelser, udarbejde mødemateriale mv.,
  • udarbejde og koordinere politiske udspil,
  • lovforberedende arbejde, herunder udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser
  • komplekse juridiske og faglige opgaver, herunder lovfortolkning.


Du vil skulle arbejde på tværs af flere velfærdsområder, i samarbejde med andre ministerier

og øvrige eksterne aktører.



Om dig

Du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelsesmæssig baggrund, f.eks. cand.scient.pol., cand.jur. eller lignende, og gerne med et par års erhvervserfaring. Du er dog også velkommen til søge, hvis du er nyuddannet.



Derudover forestiller vi os, at du:

  • er kommunikativt stærk,
  • har politisk forståelse,
  • selvstændigt kan løse komplekse og tværgående opgaver,
  • er fleksibel og serviceminded og evner at bevare et godt og professionelt forhold til kontorets mange interne og eksterne samarbejdspartnere,
  • kan træffe hurtige beslutninger og bevare overblikket,
  • har gode sociale kompetencer, godt humør i en travl og omskiftelig hverdag.


Vi tilbyder dig

Kontoret for Beskæftigelse og Danskuddannelse er kendetegnet ved at være et fagligt stærkt kontor, hvor tonen er uformel, og vi værdsætter at have det sjovt sammen. Vi sætter pris på at kunne sparre med hinanden, og vi har fokus på, at du udvikler dig fagligt og personligt i kontoret. Du vil få tilknyttet en ’buddy’ for at sikre den bedst mulige oplæringsperiode.



Yderligere information

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Katrine Bang Nielsen på tlf. 61 98 34 72 eller e-mail [email protected].



Er du vores nye kollega?

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag den 18. oktober 2026.



Vi forventer at holde samtaler i uge 43.



Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.



Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er departementet, Slotholmsgade 10-12, 1216 København K.



Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.



Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”FORTROLIGT” for at arbejde i denne stilling og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.



Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].