jobsamler.dk
← Alle job

Amagerbro Børnehus

Amagerbro Børnehus søger afdelingsleder til vores vuggestue, 37 timer pr. 1. november 2026 eller snarest derefter.

København S Undervisning & pædagogik Fuldtid Ansøg senest 18. okt. 2026
Ansøg gennem Jobsamler →

Er du den pædagog dine kolleger naturligt går til, når noget skal vendes? Så er du måske vores nye afdelingsleder i vuggestuen i Amagerbro Børnehus.

Har du lyst til at være tæt på børnene og samtidig være med til at sætte retning for det pædagogiske arbejde?

Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye afdelingsleder i vuggestuen.

I Amagerbro Børnehus søger vi en uddannet pædagog, der har lyst til at prøve kræfter med ledelse – eller som måske allerede har erfaring med faglig ledelse og gerne vil kombinere ledelse med at være en del af den pædagogiske hverdag.

En leder, der er tæt på praksis

Som afdelingsleder bliver du en del af vores ledelsesteam og den pædagogiske leders nærmeste samarbejdspartner i den daglige ledelse af vuggestuen.

Stillingen er praksisnær og du vil som udgangspunkt have en fast dag om ugen, hvor du varetager dine ledelses-, koordinerings- og administrative opgaver, samt hvad der derudover aftales med Pædagogisk leder. Resten af tiden er du en del af hverdagen på stuen som pædagog, hvilket gør at du ikke skal lede på afstand, men er tæt børnene, medarbejderne og den pædagogiske praksis – og bruger det du ser og oplever i hverdagen, aktivt i din ledelse.

 Du får blandt andet ansvar for at:

  • Understøtte høj pædagogisk kvalitet i vuggestuen

  • Give faglig sparring og konstruktiv feedback til dine kolleger

  • Skabe overblik og koordinere den daglige opgaveløsning og organisering

  • Være med til at sikre, at fælles beslutninger bliver omsat til praksis

  • Følge op på aftaler, indsatser og udviklingsprocesser

  • Bidrage til udviklingen af hele huset sammen med den pædagogiske leder og afdelingsleder i børnehaven

Du har ikke personale- eller budgetansvar, men til gengæld et tydeligt fagligt mandat til at træffe beslutninger i hverdagen og handle på den pædagogiske leders vegne, når det er aftalt eller nødvendigt.

Hvem er vi?

Amagerbro Børnehus er en selvejende institution og en del af den selvejende klynge Lumix.

Vi bor i et stort, nybygget hus på Store Møllevej 13, hvor vi har boet siden 2023. Huset består af fire vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper.

Vi er i hele huset optaget af relationer, rutinesituationer, læringsmiljøet og hvordan vi som voksne tager ansvar for at skabe de bedste rammer for børnenes trivsel, udvikling, læring og deltagelse i fællesskaber.

Vi er samtidig optagede af, hvordan vi som voksne kan skabe gode betingelser for hinanden – for vi tror på, at kvaliteten i vores pædagogiske arbejde hænger tæt sammen med kvaliteten i vores professionelle arbejdsfællesskab.

Hele vores klynge er i gang med at uddanne os i ICDP (International Child Development Program) - både pædagoger og medhjælpere, så vi sikrer at vi alle arbejder i samme retning om at udvikle det pædagogiske tilbud.  

Vi er et hus i udvikling

Som afdelingsleder bliver du en vigtig del af den fortsatte udvikling af Amagerbro Børnehus. Vores ledelsesteam vil bestå at pædagogisk leder, dig, samt afdelingslederen i børnehaven. Vi er et nyetableret ledelsesteam og du vil få stor indflydelse på hvordan vi skal samarbejde.

Vi arbejder på fortsat at udvikle vores pædagogiske praksis og til det, bruger vi observationsredskabet KIDS og det pædagogiske tilsyn. Vi forventer ikke, at du kommer med alle svarene, men til gengæld forventer vi, at du er nysgerrig, tør stille spørgsmål og har lyst til, sammen med os, at undersøge hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • Er uddannet pædagog og har lyst til at kombinere pædagogisk praksis med faglig ledelse

  • Har erfaring med – eller mod på at udvikle dig inden for – faglig ledelse

  • Er tydelig, nærværende og god til at skabe følgeskab

  • Kan give faglig sparring og feedback på en respektfuld og konstruktiv måde

  • Har blik for både det enkelte barn, medarbejdergruppen og hele institutionen

  • Kan bevare overblikket og træffe beslutninger, også når hverdagen ændrer sig

  • Er nysgerrig på andre perspektiver og har lyst til at udvikle dig sammen med andre

  • Kan arbejde loyalt med fælles beslutninger og samtidig være med til at kvalificere dem

  • Kar lyst til at være en synlig og aktiv del af den pædagogiske hverdag.

Måske har du allerede erfaring som afdelingsleder, teamkoordinator eller lignende. Måske er du en erfaren pædagog, der kan mærke, at du gerne vil prøve kræfter med ledelse. Det vigtigste for os er, at du har lyst til ledelsesopgaven, fagligheden og fællesskabet.

Vi tilbyder dig

  • En spændende stilling, hvor du får mulighed for at kombinere pædagogik og ledelse

  • En praksisnær lederrolle, hvor du fortsat er tæt på børnene

  • Et tæt samarbejde med den pædagogiske leder og anden afdelingsleder

  • Mulighed for at præge udviklingen af vuggestuen og hele huset

  • Engagerede og fagligt nysgerrige kolleger

  • Mulighed for faglig sparring, refleksion og kompetenceudvikling

  • En institution, hvor vi arbejder aktivt med relationer, læringsmiljøer og børnefællesskaber

  • En arbejdsplads, hvor vi tror på, at god ledelse skabes gennem tillid, tydelighed, dialog og faglighed.

 

Har vi vakt din nysgerrighed?

Så vil vi meget gerne høre fra dig. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller har lyst til at komme forbi og se huset, er du velkommen til at kontakte Sallie Berger, pædagogisk leder, på 21 12 25 14.

Ansøgning

Send din ansøgning til Sallie Berger på [email protected]. Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og dokumentation for uddannelse.

Ansøgningsfrist:

Ansøgningsfristen er Søndag den 18.10.2026 og vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 43 og 44.

Stillingen er på 37 timer om ugen og kan tiltrædelse 1. november eller snarest derefter.

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.

Send din ansøgning før din ven, nabo eller kollega 😊

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].