jobsamler.dk
← Alle job

DEN SELVEJENDE INSTITUTION DEN RYTMISKE HØJSKOLE

Den Rytmiske Højskole søger to højskolelærere

Vig Undervisning & pædagogik Fuldtid Ansøg senest 2. nov. 2026
Ansøg gennem Jobsamler →

Den Rytmiske Højskole søger to nye kolleger til fastansættelse på fuld tid fra januar 2027. Vi leder efter højskolelærere med stærke musikfagligheder til at indgå i vores velfungerende lærerkollegium, som gør hvert semester på højskolen til noget særligt.

Om Den Rytmiske Højskole
Vi er Danmarks musikhøjskole. Siden 1991 har vi drevet højskole med rytmisk musik som omdrejningspunkt, ikke fordi musik er det eneste der tæller, men fordi musik er den dør vi åbner verden med.

Vi har 96 elever, fem linjefag og et lærerteam, der tager både musik og højskole alvorligt.  Højskolen ligger i Vig i Odsherred, én times kørsel fra København, med skov, strand og øvelokaler, der aldrig lukker.
Den Rytmiske Højskole er en højskole med stort H. Vi er et sted, hvor unge mennesker bor, lever livet, skaber musik, fejler, prøver igen og finder ud af hvem de er. Både som mennesker og som musikere.

Om jobbet
Vi søger to højskolelærere, og forestiller os at de kan indgå i underviserteams på to af vores linjefag:

Live-linjen handler om at spille musik med andre. Her vil undervisningen dække både sammenspil og instrumentgruppe-undervisning. I lærerteamet på live-linjen er der især brug for kandidater, der er stærke i klaver/keys, trommer eller sang. Vi ønsker undervisere som naturligt løfter musikundervisning fra færdighedstilegnelse til noget, der giver mening i en større sammenhæng.

Sangskrivning og produktion handler om at skabe musik – fra idé til færdigt track. Her underviser man i sangskrivning, komposition og produktion. Vi glæder os til at høre hvor din spidskompetence er. Vi ønsker os kandidater, der selv skaber, skriver og/eller producerer musik, og som ved hvordan man formidler og inspirerer andre.

På begge linjer er det afgørende, at man både er god til at undervise elever som har øvet sig i mange år og elever som er begyndere. Den Rytmiske Højskole er åben for alle, og elever på alle niveauer skal opleve den samme hånd i ryggen i undervisningen.

Meget mere end musikundervisning
Begge stillinger indeholder meget mere end undervisning i linjefaget. Der er valgfag, du selv udvikler. Kostskolearbejde - huslærer, vagter m.v.. Fællestimer. Foredrag. Pædagogisk udviklingsarbejde, planlægning og møder. Turné. Korte kurser. Aften- og weekendarbejde. Samtaler med elever, der har brug for faglig eller personlig støtte, har brug for et godt råd, eller bare en at snakke med.
Alt det og meget mere er højskolelærerens arbejde.

Om dig

Vi ansætter mennesker, ikke bare musikere. Derfor søger vi holdspillere, der vil være med til at løfte den komplekse opgave det er, at lave højskole. 

Det vil glæde os hvis du har erfaring med at undervise i musik. At du kan tænke ud af boksen, og komme på spændende, alternative måder at undervise i musik på.
At du kan formidle på en måde som alle elevtyper oplever som spændende. At du kan tænke i fag og forløb, ikke bare enkeltlektioner.

Det vil også glæde os, hvis du har andre interesser og evner, som du har lyst til at fortælle os om.

For at undervise på højskole behøver du ikke en bestemt uddannelse. Du behøver ikke et bestemt antal år på cv'et. Men du skal have noget på hjerte, både musikalsk og som menneske. Og så skal du ha’ lyst til at dele det hele med unge mennesker, der er klar til at blive udfordret.

En sidste mulighed: En af de to stillinger følges af muligheden for at flytte ind i skolens ledige tjenestebolig. Hvis du vil høre mere om huset og højskolelivet, når man bor i en tjenestebolig, er du velkommen til at kontakte os.

Den Rytmiske Højskole tilbyder:

En arbejdsplads der byder dig og din familie velkommen.

Et arbejde der giver mening.

Frihed til at undervise i det du brænder for.

Mulighed for at præge dit ugeskema og arbejdsliv.

Kolleger, der er gode til musik og gode til mennesker.

Højskoleelever der vil overraske dig, udfordre dig og grine med dig.

Løn og pension efter statens regler for højskolelærere.

Sådan søger du
Send din ansøgning til [email protected]
Vi ser helst at du samler hele din ansøgning i én pdf.

Vi opfordrer dig til at medsende links til musik du har lavet, din kunstnerprofil, billeder af dig på scenen, sange du har skrevet eller produceret. Noget der viser, hvem du er som rytmisk menneske. Det er ikke et krav, men det hjælper os med at forstå hvem du er.

Ansøgningsfrist: 2. november kl. 12.00
Samtaler afholdes i uge 46, 2026.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til forstander Lars Gjerlufsen, 30 24 22 22 eller skriv til [email protected]

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].