jobsamler.dk
← Alle job

Afdeling for Policy og Relationer

DTU søger nyt bestyrelsesmedlem

Kgs. Lyngby Håndværk & teknik Deltid Ansøg senest 30. okt. 2026
Ansøg hos Afdeling for Policy og Relationer →

Bestyrelsen for Danmarks Tekniske Universitet (DTU) søger et nyt bestyrelsesmedlem pr. 1. januar 2027. DTU’s Udpegningsudvalg opfordrer derfor potentielle kandidater til at indstille sig til den ledige post.

DTU’s bestyrelse har ansvaret for den strategiske ledelse af et af Europas førende tekniske universiteter, der siden 1829 har udviklet og nyttiggjort naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Med strategien for 2026-2031 skal DTU videreudvikle sin position gennem excellence i forskning og uddannelse og skabe løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer.

Bestyrelsen skal i 2027 bidrage til, at strategien bliver virksom i organisationen og omsættes til handling inden for bl.a. bæredygtig teknologisk omstilling, kritiske teknologier, stærke ingeniøruddannelser, innovation og videnskabeligt lederskab med demokratisk ansvar.

Foruden det nye bestyrelsesmedlem, der søges efter, vil DTU’s bestyrelse pr. 1. januar 2027 bestå af bestyrelsesleder Margrethe Vestager, eksternt medlem Ulrik Juul Christensen (Area9), eksternt medlem Marianne Dahl (Boston Consulting Group), eksternt medlem Kasper Moth-Poulsen (Chalmers University of Technology), eksternt medlem Charlotte Rønhof (Bornholms Erhvervsfond) og fire interne medlemmer, der vælges blandt universitetets studerende og ansatte.

Kompetenceprofil
Bestyrelsen er universitetets øverste myndighed, og bestyrelsens medlemmer skal tilsammen bidrage til at fremme DTU’s strategiske virke. Det forventes, at bestyrelsens eksterne medlemmer samlet har erfaring med og indsigt i uddannelse, forskning, forskningsbaseret rådgivning og innovation. Desuden skal bestyrelsens eksterne medlemmer, medmindre særlige, saglige hensyn taler imod, have en universitetsuddannelse eller et andet tilsvarende uddannelsesforløb og sammenlagt have indsigt i ledelse, organisation og økonomi samt universiteter i en international kontekst og i videst muligt omfang afspejle universitetets opgaver og dets forskellige interessenter.

I tillæg hertil har universitetets Udpegningsudvalg valgt at lægge vægt på følgende kompetencer i søgningen efter det nye bestyrelsesmedlem:

  • Erfaring med topledelse i en virksomhed med international rækkevidde samt indgående forståelse for samspillet mellem aktørerne i innovationsøkosystemet.

  • Erfaring med bestyrelsesarbejde i større organisationer.

  • Stærk forståelse for DTU’s kerneopgaver og ønske om at styrke DTU’s position som et førende teknisk universitet i Europa.

  • Ingeniørfaglig/teknisk baggrund med en solid økonomisk forståelse.

  • Indsigt i transformative processer i relation til bæredygtighed og kunstig intelligens.


Ved udpegningen lægges der vægt på, at det nye bestyrelsesmedlem forstår dansk og kan gøre sig forståelig på dansk som arbejdssprog, har integritet, er ansvarlig, udviser engagement samt besidder evnen til at være kritisk, konstruktiv og visionær.

Det skønnede timeforbrug er i niveauet 110 timer årligt, og aflønningen sker efter cirkulære (nr. 9418 af 4. juli 2013) om betaling til medlemmer af kollegiale organer i staten.

Procedure for udpegning
Det nye bestyrelsesmedlem udpeges efter universitetslovens bestemmelser, og proceduren er underlagt fortrolighed og overholdelse af regler for opbevaring af data om enkeltpersoners forhold. De indkomne indstillinger behandles af Udpegningsudvalget, der indkalder til samtale og efterfølgende udpeger det nye bestyrelsesmedlem. Udpegningsudvalget tilstræber en ligelig sammensætning af mænd og kvinder.

Det nye medlem indtræder i DTU’s bestyrelse pr. 1. januar 2027 for en fireårig periode. Der er mulighed for genudpegning. Den samlede funktionsperiode må højest udgøre 8 år.

Ansøgning
Kvalificerede kandidater kan fremsende en ansøgning online frem til den 30. oktober 2026 ved at åbne linket ”Ansøg nu” nedenfor og udfylde en formular samt vedhæfte et CV og en kort interessetilkendegivelse.

Det er alene kandidater, der har indsendt en ansøgning, der vil komme i betragtning.

Ønsker du flere oplysninger om bestyrelsen eller søgeprocessen, er du velkommen til at kontakte Udpegningsudvalgets sekretær fuldmægtig Magnus Staugaard Bøye på telefon 20 93 58 24 eller mail [email protected].

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Mere information om Udpegningsudvalget, herunder udvalgets sammensætning, kan findes her.

DTU – Til gavn for samfundet siden 1829
DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

 

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Afdeling for Policy og Relationer. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].