
Compass Group Danmark A/S
Køkkenchef til DTU i Lyngby – stå i spidsen for et af vores største køkkener
Vil du lede en stor og alsidig køkkendrift, hvor gastronomi, mennesker og gæsteoplevelser skal spille sammen hver dag? Og trives du med at sætte retning, skabe struktur og få forskellige fagligheder til at lykkes i fællesskab?
På DTU søger vi en erfaren køkkenchef med ansvar for den daglige kantinedrift, mødeforplejning, events, produktion til andre lokationer – og for de mennesker, der får det hele til at ske.
En stor køkkendrift med mange forskellige opgaver
Køkkenet på DTU er omdrejningspunkt for 4 food hubs, hvor vi hver dag tager imod mange studerende, medarbejdere og gæster. Samtidig står vi for mødeforplejning, events og særlige arrangementer på universitetet.
Køkkenet fungerer også som produktionskøkken for andre lokationer på DTU, hvilket kræver god planlægning og tæt koordinering på tværs.
Du bliver leder for 12 kollegaer i køkkenet, 6 kollegaer i mødeservice og 1 eventkoordinator. Sammen skaber I gode oplevelser – fra den daglige frokost til møder og større arrangementer.
Du sætter retningen – og er tæt på hverdagen
Som køkkenchef har du det samlede ansvar for mennesker og drift. Du sætter retningen, prioriterer opgaver og skaber et godt samarbejde på tværs af køkken, mødeservice og events.
Du er samtidig en synlig og nærværende leder, der er tæt på medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere. Du skaber rammerne for, at holdet kan gøre sig umage og lykkes sammen.
Du vil blandt andet:
- Lede, motivere og udvikle medarbejderne med fokus på faglighed, samarbejde og arbejdsglæde
- Sikre en velfungerende drift og tæt samarbejde på tværs af food hubs, produktionskøkken, mødeservice og events
- Planlægge bemanding og ressourcer, så kvalitet, service og drift hænger sammen
- Have ansvar for økonomi og løbende arbejde med at udvikle og optimere driften
- Opbygge tætte relationer til samarbejdspartnere på DTU og sikre en stærk samlet gæsteoplevelse
Derudover arbejder du tæt sammen med en Site Manager, som du løbende sparrer med om både drift, ledelse og udvikling.
Hvem leder vi efter?
Du er uddannet kok og har ledererfaring fra et større køkken, restaurant, cateringvirksomhed eller lignende. Du trives i en rolle med stort ansvar, hvor du både skal sætte retning for holdet, bevare overblikket over driften og være tæt på hverdagen.
Som leder skaber du engagement gennem tydelige rammer, tillid og god kommunikation. Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Kan motivere og udvikle medarbejdere med forskellige fagligheder og roller
- Arbejder struktureret, tager beslutninger og bevarer et godt overblik
- Har stærke samarbejdsevner og opbygger gode relationer på tværs
- Har erfaring med økonomistyring, ressourceplanlægning og optimering af driften
- Har et skarpt blik for kvalitet, service og den gode gæsteoplevelse
Har du suppleret din faglige baggrund med en lederuddannelse, er det en fordel.
Arbejdstider
Du arbejder primært mandag til fredag i dagtimerne. I forbindelse med mødeforplejning, events og særlige arrangementer vil der også være aftenarbejde, som planlægges i god tid.
Det kan du glæde dig til
Hos os får du en central lederrolle med stor indflydelse på både den daglige drift og den fortsatte udvikling af vores gastronomiske tilbud på DTU. Derudover får du:
- En fast stilling på 37 timer om ugen
- Et stærkt bagland i Compass Group med gode muligheder for sparring og udvikling
- Ansættelse som funktionær med løn efter kvalifikationer, 12 % pension og sundhedsordning
Har vi vækket din appetit?
Så send dit CV med et par ord om dig selv allerede i dag.
Vi holder samtaler løbende og ønsker opstart snarest muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Compass Group Danmark A/S. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].