
Dansk Industri
Konsulent til digital udvikling og WorkZone
Vil du være med til at udvikle vores nye digitale fundament og omsætte ambitionerne i en ambitiøs digitaliserings- og AI-strategi til konkrete løsninger i Danmarks største arbejdsgiverorganisation?
I Arbejdsmarked & Personalejura hjælper vi hver dag DI’s medlemsvirksomheder med nogle af deres vigtigste udfordringer som arbejdsgivere. Derfor arbejder vi løbende med at udvikle vores rådgivning, politiske interessevaretagelse, digitale services og interne processer.
Senere i år lancerer vi WorkZone, som bliver en central platform for sagsstyring, videndeling og samarbejde på tværs af området. Nu søger vi en ny kollega, der vil være med til at udvikle platformen og sikre, at den skaber værdi for både brugere og forretning.
Om jobbet
Du bliver en del af et nyt team i Forretningsudvikling & Kommunikation med ansvar for platforme, data og digitale løsninger i DI Arbejdsmarked & Personalejura.
Stillingen giver dig en central rolle i krydsfeltet mellem forretning, udvikling og data. Du kommer til at arbejde tæt sammen med både brugere, specialister og kolleger i IT, når vi udvikler og videreudvikler vores digitale platforme og arbejdsgange.
En af dine vigtigste opgaver bliver at konfigurere og udvikle WorkZone med afsæt i forretningens behov. Samtidig vil du bidrage til integrationer, automatiseringer og dataløsninger, der understøtter en effektiv hverdag og et stærkt beslutningsgrundlag.
Dine opgaver
Identificere forretningsbehov og omsætte dem til nye løsninger og funktioner i WorkZone i tæt samarbejde med brugerne
Vedligeholde og videreudvikle integrationer, automatiseringer og AI-baserede løsninger
Bidrage til datamodellering og sikre høj kvalitet i data på tværs af systemer
Udvikle dashboards og rapportering i Power BI til ledelsesinformation, KPI-opfølgning og sagsindsigt
Understøtte implementering, forankring og videreudvikling af WorkZone
Hvem er du?
Du er løsningsorienteret af natur og motiveres af at forstå forretningens behov, udfordre eksisterende arbejdsgange og omsætte indsigter til løsninger, der skaber værdi for brugerne. Du brænder for at udvikle digitale løsninger, der gør hverdagen lettere for kollegerne og styrker kvaliteten i vores arbejde.
Samtidig har du en god teknisk forståelse og trives med at arbejde med systemer, data og digital udvikling. Du er nysgerrig på nye teknologier og ser mulighederne i at anvende data, automatisering og AI til at skabe smartere arbejdsgange og bedre brugeroplevelser.
Måske har du et par års erfaring fra en lignende stilling, eller måske kommer du med en anden baggrund og har lyst til at udvikle dig i samarbejde med erfarne kolleger. Du arbejder struktureret, tager ansvar for dine opgaver og er god til at skabe relationer og samarbejde på tværs af fagligheder.
Vi forestiller os, at du:
har stærke samarbejds- og kommunikationsevner og trives i dialogen mellem forretning og teknik
har erfaring med procesoptimering, automatisering og gerne anvendelse af AI
har arbejdet med implementering eller konfiguration af systemer og platforme
har kendskab til integrationer, dataflows og API-baserede løsninger
har grundlæggende kodekompetencer, f.eks. inden for SQL eller Python
har erfaring med Power BI eller andre BI-værktøjer
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du også har erfaring med WorkZone og integrationsstandarder som OData.
Bliv en del af DI
I DI Arbejdsmarked & Personalejura arbejder omkring 250 kolleger med jura, økonomi, politik, arbejdsmiljø, uddannelse og organisationsudvikling.
Vi rådgiver virksomheder, udvikler digitale services, forhandler overenskomster og bidrager til at skabe gode rammevilkår for dansk erhvervsliv. Vores arbejde gør en forskel for både virksomhederne og udviklingen af det danske arbejdsmarked.
Du bliver en del af en ambitiøs organisation med høj faglighed, engagerede kolleger og stor interesse for, hvordan teknologi og AI kan styrke kvaliteten af vores arbejde og skabe endnu mere værdi for medlemmerne. Vi har en uformel omgangstone, et stærkt fællesskab og en kultur, hvor vi hjælper hinanden og afprøver nye idéer.
Er du interesseret?
Send os dit CV, og fortæl os gennem dine svar på ansøgningsspørgsmålene, hvordan du vil bringe dine kompetencer i spil hos os.
Har du spørgsmål til stillingens faglige indhold, er du velkommen til at kontakte løsningsarkitekt Camilla Højgaard på tlf. 2647 3934 eller [email protected] .
Øvrige spørgsmål kan rettes til underdirektør Nina Lykke Kjeldsen på tlf. 2013 7326 eller [email protected] .
Forventet tiltrædelse er tirsdag den 1. december 2026.
Kilde: Dansk Industris egen karriereside. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Skriv til [email protected] — så fjerner vi det straks.