jobsamler.dk
← Alle job

Region Sjælland

🌿 Medarbejder søges til solistprojekt

Lejre Sundhed & pleje Fuldtid Ansøg senest 7. nov. 2026
Ansøg hos Region Sjælland →

Har du lyst til at gøre en forskel for en ung kvinde – og samtidig få et arbejde, hvor relationen og mennesket er vigtigere end faste kasser og standardløsninger?

Vi søger engagerede medarbejdere til et solistprojekt omkring en ung, selvstændig kvinde, som er normalt til højt begavet og har autisme, angst og massiv PDA.

Hun er først og fremmest en ung kvinde med masser af interesser, personlighed og ressourcer. Hun har – ligesom de fleste af os – en rygsæk, der præger hendes måde at leve sit liv på. Hun har brug for støtte, men også for at blive mødt som det selvstændige menneske, hun er.

Hvem er hun?

Hun er kreativ og holder blandt andet af at:

  • sy og male

  • arbejde med planter

  • lave keramik og andre kreative projekter

  • lave mad – og faktisk er hun rigtig dygtig til det

  • fordybe sig i sine interesser


Madlavning er en naturlig del af hverdagen. Hun har tidligere selv stået for madlavningen, hvilket er en drøm at kunne igen. For tiden er det rigtigt svært for hende, og hun kan kun lave mad enkelte dage. Der opstår let konflikter omkring mad, da hendes sanse og spiseforstyrrelse let kolliderer med hendes kravafvisende adfærd (pda). Derfor er det vigtigt at du er selvkørende i et køkken, og samtidigt kan indgå i et samarbejde med hende, når hun er i stand til det.

Din vigtigste opgave

Din vigtigste opgave er ikke at bestemme, hvordan tingene skal gøres.

Det er at lære hende at kende og finde ud af, hvordan hun bedst kan støttes.

Du skal derfor have lyst til at opbygge en relation og være nysgerrig på, hvad der fungerer for hende. Du skal kunne slippe behovet for, at tingene nødvendigvis skal gøres på den måde, du selv ville have gjort dem på.

På grund af hendes PDA kan almindelige krav og forventninger opleves meget anderledes for hende end for de fleste. Derfor er det vigtigt, at du kan være fleksibel, rolig og kreativ i din tilgang.

Nogle dage vil du være aktiv sammen med hende. Andre dage vil din vigtigste opgave måske være bare at være der og skabe tryghed.

Arbejdstid og vagter

Der er tale om lange vagter på ca. 12–16 timer.

Vagterne vil primært have et skift morgen og aften, da arbejdet omkring hende kræver også vågen nattevagt. Hvilket også søges

Hun er udpræget B-menneske, og natten kan være et tidspunkt, hvor angsten særligt bliver aktiveret. Derfor er det vigtigt, at du er indstillet på, at en del af arbejdet også består i at være vågen og til stede om natten og skabe tryghed, når behovet opstår.

Du skal derfor være indstillet på, at arbejdstiderne kan være anderledes end i et almindeligt 8–16-job.

Du bliver en del af et team

Selvom du ofte vil arbejde alene sammen med hende, står du ikke alene.

Du bliver en del af et team af kollegaer, hvor det er jer, der tilsammen udgør den støtte, hun har brug for.

Vi lægger vægt på, at man hjælper hinanden. Hvis en kollega bliver syg eller af anden grund ikke kan møde på arbejde, forventer vi, at man som en naturlig del af teamet kan træde til, når det er muligt.

Det betyder ikke, at du står til rådighed hele tiden. Det betyder, at vi hjælper hinanden med at få hverdagen til at fungere, og at ændringer i vagter og behov naturligvis sker i dialog med de øvrige kollegaer.

Vi søger derfor medarbejdere, som både kan arbejde selvstændigt og samtidig være en god holdspiller.

Vi søger dig, der

  • er kvinde eller mand

  • 30 år og gerne derover

  • har erfaring med at arbejde alene og selvstændigt

  • er rolig, tålmodig og rummelig

  • har lyst til at lære et andet menneske rigtigt at kende

  • kan møde hende på hendes præmisser

  • kan være fleksibel og tænke alternativt

  • ikke har behov for, at tingene altid bliver gjort på “din måde”

  • kan håndtere, at planer nogle gange må ændres

  • gerne har erfaring med autisme, PDA og/eller angst – men det vigtigste er din tilgang til mennesket

  • kan arbejde lange vagter og indgå i vågne nattevagter

  • har kørekort

  • ville arbejde med dig selv og udvikle din faglig rolle hvis du føler dig ramt af noget via supervision og faglig sparring

Du skal også kunne omgås både hund og kat, da begge er en del af hjemmet. I perioder vil det også være en del af dine arbejdsopgaver at hjælpe med dyrene.

Hvor foregår arbejdet?

Lige nu foregår arbejdet i Albertslund, hvor kvinden midlertidigt er flyttet hjem til sine forældre. Det er dog kun en midlertidig løsning.

Når vi sammen har fået opbygget et solidt, stabilt og engageret personaleteam omkring hende, flytter hun til sin egen bolig i udkanten af Lejre. Boligen står allerede nu næsten færdigmøbleret og venter på hende.

Derfor vil din fremtidige arbejdsplads være i Lejre, og egen bil vil være en klar fordel i forhold til transport til og fra arbejde. Kvinden har selv bil til rådighed, som kan benyttes i forbindelse med relevante aktiviteter og ledsagelse - hvor du er chauffør.

Et anderledes arbejde

Dette er ikke et traditionelt omsorgsjob.

Vi søger ikke nødvendigvis den person med det længste CV eller flest kurser. Vi søger dig, der kan se mennesket før diagnoserne.

Dig, der kan være sammen med en ung kvinde uden hele tiden at skulle fylde stilheden ud.

Dig, der kan være nysgerrig uden at være omklamrende. Dig, der kan støtte uden at overtage.

Og dig, der kan acceptere, at den bedste løsning nogle gange er den, hun selv finder frem til.

Hvis du kan genkende dig selv i det, og hvis du har lyst til at være med til at skabe en tryg og god hverdag for en ung kvinde i hendes eget liv og på hendes egne præmisser, vil vi meget gerne høre fra dig.

Send en ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv, din erfaring og hvorfor du synes, dette arbejde lyder interessant og vi netop skal tale med dig

  1. samtale bliver med afdelingsleder

  2. samtale deltager den unge kvinde.

Der vil løbende afholdes samtaler - Hvis du vil høre mere om stillingen kan du kontakte Afd. leder Lone Rasmussen 23 29 28 63

Ansættelsesområde

Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver den 1. januar 2027 til Region Østdanmark som følge af sundhedsreformen. Dit ansættelsesområde vil være Region Østdanmark med alle tilhørende organisatoriske enheder.
Læs mere om betydningen af ansættelsesområdet på Region Østdanmarks hjemmeside.

Startløn for overenskomstansatte

Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startlønnen på regionens hjemmeside

Om Else Hus

Else Hus er et regionalt dag- og botilbud for voksne mennesker med udviklingshæmning og autisme.

Fælles for beboerne på Else Hus er, at de har behov for hjælp og støtte til alle funktioner, samt en genkendelig og forudsigelig hverdag som er tilrettelagt ud fra den enkeltes ressourcer og behov.

Else Hus ligger i Karlslunde og rummer tre selvstændige bo-enheder med plads til 6 beboere i hvert hus, vores dagtilbud, som benyttes af alle vores beboere, samt to særforanstaltninger beliggende i Lejre.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Region Sjælland. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].