jobsamler.dk
← Alle job

Social- og Boligstyrelsen

Økonomer med interesse for den almene boligsektor

København K Økonomi & jura Fuldtid Ansøg senest 2. nov. 2026
Ansøg hos Social- og Boligstyrelsen →
Er du analytisk stærk, og kunne du tænke dig at arbejde med data og analyser på boligområdet?

Så er du måske vores nye kollega i Kontor for Bolig i København.

Kontor for Bolig
Vi søger 1-2 økonomer til kontor for boliger, som beskæftiger sig bredt set med alle boligforhold i Danmark. Vi bidrager til politikudvikling og ny lovgivning med afsæt i statistik, analyser og økonomiske konsekvensberegninger. Vi har særlig fokus på udviklingen af den almene boligsektor, som udgør 20 pct. af boligmarkedet og danner rammen om 1 million menneskers hverdag.

Kontor for Boliger ligger i København, hvor vi deler domicil og arbejdsdag med kollegaerne i vores søsterkontor for Byggeri. Vi er i alt ca. 70 faglige medarbejdere, heraf ca. 30 i Kontor for Boliger, der er organiseret i tre teams, som ledes af en kontorchef og to teamledere.

Dine opgaver
Du bliver forankret i enten team for Boligøkonomi eller team for Boligdata og områdeindsatser, hvor du skal løse dine opgaver i samarbejde med kollegerne i dit team, resten af kontoret og ministeriets departement. Dine opgaver består særligt i at udarbejde analyser og bearbejde registerdata på boligområdet herunder i relation til finansieringen af almene boliger. En væsentlig del af en opgaves løsning er at formidle dine resultater klart og præcist på skrift – og også gerne i tale. Inden for flere af kontorets områder arbejder vi strategisk med at opdatere og videreudvikle den tekniske understøttelse af kontorets data- og beregningsopgaver – herunder i nogle tilfælde for at opnå en højere grad af automatisering. Afhængig af dine interesser og kompetencer kan du også blive en del af dette arbejde.

Opgaverne er typisk:

  • Udarbejde analyser på basis af registerdata for den almene boligsektor
  • Udarbejde beregninger, økonomiske analyser og konsekvensvurderinger af politiske initiativer på boligområdet
  • Deltage i videreudviklingen af den tekniske understøttelse af kontorets data- og beregningsopgaver
  • Bidrage til den løbende departements- og ministerbetjening inden for kontorets ansvarsområder, herunder lovforberedende arbejde
Din profil
Vi forestiller os, at du har stærke kvantitative kompetencer og en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, som f.eks. cand.polit, cand.oecon eller cand.scient.oecon, men andre relevante uddannelser kan også komme i betragtning. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at programmere i SAS, R eller Python eller har erfaring med lignende programmer og mod på at lære nyt. Du må gerne have nogle års erfaring, men du kan også være nyuddannet.

Desuden lægger vi vægt på, at du:

  • Har erfaring med eller interesse for at arbejde med analyser af store datamængder/registerdata
  • Arbejder analytisk, er detaljeorienteret og kvalitetsbevidst
  • Kan arbejde selvstændigt og samtidig trives med at samarbejde med dygtige kollegaer med forskellige fagligheder
  • Tager ansvar, er omhyggelig og følger opgaverne til dørs
  • Kan formulere dig præcist og forståeligt skriftligt og mundtligt
Om Social- og Boligstyrelsen
Social- og Boligstyrelsen er en arbejdsplads med en spændende, relevant og travl hverdag, et stærkt kollegialt sammenhold, en uformel omgangstone og et højt ambitionsniveau. Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejdsdage efter aftale. Kontorerne for Bolig- og byggeri ligger på Holmens Kanal i København.

Løn og ansættelsesvilkår
Vi søger 1-2 medarbejdere til kontoret. Stillingerne er faste fuldtidsstillinger med tiltrædelse den 1. januar 2027.

Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og akademikerorganisationerne. Din stillingsbetegnelse vil afhænge af din erfaring. Det forventede lønniveau oplyses ved en eventuel 1. samtale og fastsættes på baggrund af objektive og kønsneutrale kriterier, herunder uddannelse, erfaring kompetencer og stillingsansvar.

Hvis vi tilbyder dig stillingen, vil du blive bedt om at sende en privat straffeattest til vurdering af, om du kan ansættes. Ansættelse er således betinget af både fremlæggelse af straffeattesten og af tilfredsstillende oplysninger i attesten.

Stillingens ansættelsesområde er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligstyrelsen, Holmens Kanal 22, 1060 København K.

Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.sbst.dk. Der er ansøgningsfrist den 2. november 2026.

Vi forventer at afholde 1. samtalerunde i uge 46 og 2. samtalerunde i uge 47, 2026. Der vil indgå en case-opgave til 2. samtalen.

Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om stillingen og Social- og Boligstyrelsen ved at kontakte Trine Tornøe Platz på [email protected] eller telefon 24 90 13 80 eller Ditte Håkonsson Lyngemark på [email protected] eller telefon 41 71 78 53.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Social- og Boligstyrelsen. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].