
Aalborg Universitet
Pædagogisk konsulent til IAS PBL Educational Development (IAS PBL ED)
Pædagogisk konsulent til IAS PBL Educational Development (IAS PBL ED)
Vil du være med til at forme fremtidens universitetspædagogiske kompetenceudvikling på Aalborg Universitet? Som pædagogisk konsulent i IAS PBL Educational Development (IAS PBL ED) får du ansvar for at udvikle og gennemføre forskningsbaserede tilbud til undervisere og uddannelsesledere på tværs af AAU.
Du bliver en del af opbygningen af et strategisk prioriteret område og får mulighed for at omsætte forskning, organisatoriske behov og erfaringer fra undervisningsmiljøerne til konkrete kurser, workshops og udviklingsforløb.
Et centralt fokusområde i stillingen er AI i uddannelse. Du vil skulle bidrage til at samle, kvalificere og formidle forskningsbaseret viden om AI og omsætte denne til praksisnære kompetenceudviklingsaktiviteter for undervisere og uddannelsesledere.
Om stillingen
Du får ansvar for at udvikle og gennemføre kompetenceudviklingsaktiviteter og bliver bindeled mellem IAS PBL ED og AAU's forsknings- og uddannelsesmiljøer. Du skal arbejde opsøgende, identificere behov og tendenser og omsætte dem til relevante tilbud i tæt samarbejde med forskere inden for blandt andet universitetspædagogik, PBL, undervisning, læring og digital didaktik.
Dine opgaver
• Udvikle og gennemføre: forskningsbaserede kurser, workshops og længerevarende udviklingsforløb for undervisere og uddannelsesledere – alene og sammen med forskere tilknyttet IAS PBL.
• Udvikle nye tilbud: videreudvikle eksisterende aktiviteter og afprøve nye formater for universitetspædagogisk kompetenceudvikling.
• Drive indsatsen om AI i uddannelse: udvikle aktiviteter, der omsætter viden om AI i undervisning og læring til anvendelig praksis, herunder i relation til PBL.
• Opbygge og formidle viden: indsamle, kvalificere og dele erfaringer om pædagogiske og didaktiske muligheder og udfordringer ved AI på tværs af AAU.
• Afdække behov og skabe samarbejde: følge udviklingen i AAU’s uddannelsesmiljøer, opbygge relationer på tværs af organisationen og omsætte nye behov til relevante ak-tiviteter.
• Sikre kvalitet og læring: bidrage til evaluering, dokumentation og løbende kvalitetssikring af IAS PBL ED’s aktiviteter.
Alle opgaver vil ske i et tæt parløb med forskere fra IAS PBL.
Dine kvalifikationer
Det forventes, at du:
• har en relevant akademisk baggrund og solid viden om universitetspædagogik, didaktik og undervisningsudvikling
• har erfaring med at udvikle, facilitere og evaluere undervisning, kurser, workshops eller længerevarende kompetenceudviklingsforløb i en universitetskontekst
• kan omsætte forskning, strategiske mål og organisatoriske behov til konkrete og anvendelige aktiviteter
• har erfaring med at opbygge samarbejder på tværs af faglige og organisatoriske miljøer og med at afklare forskellige målgruppers behov
• er en sikker formidler og underviser på både dansk og engelsk og trives i en udadvendt hverdag med mange samarbejdsflader.
Det er en fordel, hvis du:
• har en ph.d.-grad inden for et relevant fagområde
• har gennemført universitetspædagogikum eller kan dokumentere tilsvarende universitetspædagogiske kompetencer og erfaringer
• har erfaring med undervisning ved et universitet eller en anden videregående uddannelsesinstitution
• har erfaring med kompetenceudvikling og formidling af AI i uddannelse
• har kendskab til PBL og vilkårene for undervisnings- og uddannelsesudvikling på et universitet.
Om IAS PBL og IAS PBL Educational Development
IAS PBL er en tværgående enhed på Aalborg Universitet, der arbejder med forskning, udvikling og kompetenceudvikling inden for problem- og projektbaseret læring, universitetspædagogik samt digitalt understøttet undervisning og læring.
IAS PBL bidrager til at udvikle og styrke PBL som en central del af AAU’s pædagogiske grundlag og skabe sammenhæng mellem forskning, universitetspædagogisk kompetenceudvikling og praksis i universitetets uddannelsesmiljøer.
IAS PBL ED er fra november 2026 det nye navn for Learning Lab. Navneskiftet afspejler en styrkelse af det universitetspædagogiske kompetenceudviklingsområde. IAS PBL ED udvikler og gennemfører forskningsbaseret universitetspædagogisk kompetenceudvikling målrettet alle AAU’s undervisere. Området omfatter blandt andet universitetspædagogikum samt kursus og udviklingsaktiviteter og skal i de kommende år udbygges med et bredere tilbud. AI i uddannelse vil fremadrettet være et centralt fokus- og aktivitetsområde.
Din arbejdsplads
I stillingen får du et tæt dagligt samarbejde med både dine kolleger i IAS PBL ED teamet og medarbejderne i IAS PBL’s sekretariat. Du kommer til at samarbejde tæt med den faglige leder af IAS PBL ED samt med forskere i IAS PBL og på tværs af AAU. Stillingen refererer til sekretariatschef, Christina Halkjær.
Vi tilbyder en arbejdsplads:
• hvor du får mulighed for at præge et strategisk vigtigt område
• med tæt kontakt til undervisnings- og uddannelsesmiljøer på hele AAU
• med adgang til stærke forskningsmiljøer inden for universitetspædagogik, PBL og digitalt understøttet læring
• hvor der er kort vej fra idé og behov til afprøvning af nye aktiviteter
• med et kollegialt miljø, hvor vi lægger vægt på samarbejde, faglig nysgerrighed, videndeling og gensidig støtte.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde:
• motiveret ansøgning
• CV
• dokumentation for relevante uddannelser
• undervisningsportfolio eller anden relevant dokumentation for dine universitetspædagogiske kompetencer og erfaringer.
Praktiske oplysninger
Stillingen er en fast fuldtidsstilling på 37 timer om ugen med forventet tiltrædelse den 1. december 2026 eller snarest derefter.
Dit primære arbejdssted vil være IAS PBL, Aalborg Universitet, Thomas Manns Vej 25, 9220 Aalborg Øst. Der må forventes rejseaktivitet til AAU’s campusser i Esbjerg og København.
Har du spørgsmål til stillingens faglige indhold, er du velkommen til at kontakte IAS PBL Director Nikolaj Stegeager på 21382757 eller [email protected].
Ansøgningsfristen er mandag den 19. oktober. Vi forventer at holde samtaler fredag den 23. oktober.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter overenskomsten for akademikere i staten. Indplacering sker på baggrund af den valgte kandidats kvalifikationer og erfaring.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet som arbejdsplads
Aalborg Universitet arbejder for at være en inkluderende arbejdsplads, hvor forskellighed betragtes som en styrke, og hvor medarbejdere har mulighed for at bidrage med forskellige erfaringer og perspektiver. Alle kvalificerede ansøgere opfordres derfor til at søge stillingen.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.
Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Aalborg Universitet. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].