jobsamler.dk
← Alle job

STOKO PLAST A/S

QHSE-koordinator til Stoko Plast A/S

Lem St Kontor & administration Fuldtid Ansøg senest 23. okt. 2026
Ansøg gennem Jobsamler →

Hos Stoko Plast har vi ikke brug for kvalitetssystemer for systemernes skyld. Vi har brug for løsninger, der fungerer i hverdagen, og som gør det lettere at gøre tingene rigtigt.

Derfor søger vi en erfaren QHSE-koordinator, som kan holde sammen på vores arbejde med kvalitet, miljø og arbejdsmiljø – og samtidig have fødderne solidt plantet i den daglige drift.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med både produktion og administration og får en rolle, hvor du både skal kunne håndtere krav, dokumentation og audits og samtidig forstå de praktiske udfordringer, der opstår undervejs.

 

Hvem er vi?

Stoko Plast er en produktionsvirksomhed, der leverer plastløsninger til blandt andet automotive- og interiørindustrien. Vi samarbejder med både danske og internationale kunder, og meget af det, vi laver, tager udgangspunkt i konkrete kundekrav. Derfor fylder kvalitet, sporbarhed, dokumentation og leveringssikkerhed naturligt i vores hverdag.

Vi er ikke en stor organisation med lange kommandoveje. Hos os er der kort fra idé til handling, og man arbejder tæt sammen på tværs af funktioner. Det betyder også, at QHSE ikke er noget, der foregår ved siden af driften – det skal fungere midt i den.

 

Dine opgaver

Du vil blandt andet arbejde med:

  • vedligeholdelse og udvikling af vores ledelsessystemer efter ISO 9001 og ISO 14001

  • interne og eksterne audits

  • afvigelser, reklamationer og korrigerende handlinger

  • kunde- og leverandørkrav

  • miljødata, klimaregnskab og øvrig relevant rapportering

  • arbejdsmiljørelaterede opgaver, herunder kemiske risikovurderinger

  • procedurer, instruktioner og øvrig dokumentation

  • løbende forbedringer i tæt samarbejde med produktion og administration

Du bliver et naturligt bindeled mellem kravene udefra og den måde, vi arbejder på internt. Det betyder, at du skal kunne skabe struktur, følge op og sikre fremdrift – uden at gøre tingene mere komplicerede end nødvendigt.

 

Vi forventer, at du

  • har erfaring fra en tilsvarende kvalitets-, miljø- eller QHSE-relateret stilling – gerne fra en produktionsvirksomhed

  • har praktisk erfaring med ISO 9001 og ISO 14001

  • arbejder struktureret og er god til at følge op

  • kan omsætte krav og standarder til løsninger, der fungerer i praksis

  • kan kommunikere klart og i øjenhøjde med den, du står overfor – uanset om det er en kollega i produktionen, en kunde, en leverandør eller en ekstern auditor

  • kan kommunikere professionelt på engelsk, både mundtligt og skriftligt.

Kendskab til eller erfaring med IPW er en fordel.

Hos os er det vigtigt, at systemerne understøtter hverdagen – ikke omvendt. Vi søger derfor ikke én, der bare kan standarderne udenad, men én, der kan bruge dem fornuftigt og få dem til at fungere i en virksomhed, hvor virkeligheden ikke altid passer perfekt ind i en skabelon.

 

Det praktiske

Vi forestiller os som udgangspunkt en stilling på 30–37 timer om ugen, men det vigtigste for os er at finde den rette kandidat. Derfor er vi også åbne for at aftale et lidt lavere timetal, hvis det er det rigtige match.

Vi tilbyder løn efter kvalifikationer samt pensionsordning og sundhedssikring. Derudover har vi en aktiv personaleforening, som løbende arrangerer sociale aktiviteter for medarbejderne.

Arbejdspladsen er hos Stoko Plast A/S i Lem St. i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Tiltrædelse er hurtigst muligt eller efter aftale.

 

Vil du være med?

Send din ansøgning og dit CV til [email protected] senest 22. oktober 2026.

Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat. Stillingen kan derfor blive besat inden ansøgningsfristens udløb.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Steffen Clemmensen på 97 34 10 22.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].