Tapetforum Frederiksberg
Salgskonsulent – Arkitekt, Contract & B2B
Du kender måske ikke vores branche, men du kender måske allerede vores kunder.
Tapetforum søger en relationsstærk salgskonsulent, der skal være med til at udvikle vores position på det professionelle marked og skabe nye forretningsmuligheder inden for arkitekt-, contract- og B2B-segmentet.
Vi samarbejder allerede med en bred kreds af arkitekter, indretningsarkitekter, forhandlere og professionelle kunder i hele Danmark. Nu ønsker vi at styrke vores tilstedeværelse yderligere og få vores premium brands og løsninger i spil i endnu flere projekter.
Vi forventer ikke nødvendigvis, at du kommer fra tapet-, vægbeklædnings- eller dekorationsbranchen. Produktkendskabet kan vi give dig.
Det vigtigste er, at du kender kunderne og forstår det professionelle marked.
Du arbejder måske allerede med møbler, tekstiler, belysning, gulve, akustik, interiør eller andre løsninger til arkitekt- og designbranchen. Du har opbygget et relevant netværk og er vant til at skabe langsigtede relationer med arkitekter, indretningsarkitekter, forhandlere og professionelle beslutningstagere.
Dine primære opgaver
Du får ansvar for at udvikle både eksisterende og nye kunder og bliver en vigtig del af vores indsats på B2B-markedet.
Du kommer blandt andet til at:
• Besøge arkitekter, indretningsarkitekter, forhandlere og contract-kunder
• Præsentere vores premium brands, materialer og løsninger
• Identificere og udvikle nye kunder og projekter
• Arbejde for, at vores løsninger bliver tænkt ind tidligt i projekterne
• Følge projekter og kunder fra den indledende dialog til specifikation og ordre sammen vores backoffice
• Vedligeholde og udvikle langsigtede kunderelationer
Det vi lægger vægt på
Du har erfaring med relationsbaseret B2B-salg og trives med en hverdag, hvor en stor del af arbejdet foregår ude hos kunderne.
Du arbejder selvstændigt og struktureret, har kommerciel forståelse og formår samtidig at møde arkitekter og andre fagprofessionelle med nysgerrighed og respekt for deres projekter.
Har du allerede et relevant netværk, er det en væsentlig fordel. Vi lærer dig om produkterne. Du skal helst allerede forstå kunderne.
Om rollen
Kunderne er fordelt over hele Danmark med en klar overvægt i København og på Sjælland. En base i eller omkring København vil derfor være naturlig, men er ikke et krav.
Vi er åbne for forskellige samarbejdsformer. Du kan komme fra en traditionel salgsstilling, arbejde som selvstændig agent eller allerede repræsentere komplementære brands over for samme kundetyper.
Vores mål er at styrke Tapetforums position som professionel samarbejdspartner inden for vægløsninger - Fra det æstetiske og dekorative til det funktionelle.
Rollen er ikke tænkt som en traditionel fuldtidsstilling.
Vi forestillet os, at du allerede arbejder med salg til arkitekter, indretningsarkitekter, forhandlere eller andre professionelle kunder og som ser en mulighed for at tage Tapetforums premiumsortiment med ind som et naturligt supplement til de produkter og løsninger, du allerede repræsenterer.
Samarbejdet kan tilrettelægges fleksibelt og f.eks. bestå af et fast honorar kombineret med en performancebaseret aflønning/provision. Vi er også åbne for en ren provisionsmodel eller andre modeller, hvis det passer bedre til den rette kandidat og dennes nuværende setup.
Det vigtigste for os er at finde den rette profil og derefter sammensætte en model, der giver mening for begge parter.
Interesseret?
Send os en kort introduktion til dig selv, din erfaring og det marked, du arbejder med i dag til [email protected]. Du er også velkommen til at kontakte os for en uformel og fortrolig dialog om rollen.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].