Nr. Broby Menighedsråd
Skab musik, der samler – og sæt dit præg på kirkelivet i to sogne
Organist til Nørre Broby og Sønder Broby Kirker
Skab musik, der samler – og sæt dit præg på kirkelivet i to sogne
Har du lyst til at lade din musikalitet komme til udtryk i både gudstjenester, fællessang og musikalske møder mellem mennesker? Og vil du være med til at udvikle kirkernes musikliv med respekt for de traditioner, vi har.
Nørre Broby Kirke og Sønder Broby Kirke, Fåborg Provsti i Fyens Stift, søger en organist, der med faglighed, engagement og glæde ved samarbejde vil bidrage til et levende og vedkommende kirkeliv.
Stillingen er på 22 timer pr. uge (57% af tiden i Nørre Broby Kirke, 43% i Sønder Broby Kirke.) med tiltrædelse 1/1 2027.
Musik med plads til tradition og nye idéer
Som organist får du en central rolle i kirkernes musikalske liv. Du understøtter menighedens salmesang og skaber den musikalske ramme om både søndagens gudstjenester og de store begivenheder i menneskers liv. De to kirker har hver sit menighedsråd og hver sin præst, men deler organist og kirkesanger.
Vi ønsker en organist, der er hjemme i kirkemusikkens tradition og samtidig er nysgerrig på nye salmer, forskellige musikalske udtryk og aktiviteter, som kan åbne kirken for flere.
Din faglighed og dine idéer skal være med til at forme musiklivet i begge sogne. Udviklingen sker i samarbejde med præster, kirkesanger, øvrige medarbejdere og menighedsråd – og med blik for stillingens tid og rammer.
Dine opgaver
· Orgelspil ved højmesser, gudstjenester og kirkelige handlinger i begge kirker.
· At understøtte salmesangen og tilrettelægge gudstjenesternes musik i dialog med præsterne.
· At medvirke ved særlige gudstjenester og arrangementer i sognene.
· At bidrage til planlægning og gennemførelse af koncerter og fællessangsarrangementer – i kirker og sognehuse, f.eks. medvirken ved fyraftenskoncert.
· Klaverspil ved gudstjenester på Plejecenter Åløkkeparken i Sønder Broby.
Afhængigt af dine kompetencer og den aftalte opgavefordeling kan stillingen f.eks. rumme korarbejde, musikalske aktiviteter for børn og familier eller medvirken ved konfirmandforløb.
Vi søger dig, der kan genkende dig selv i de fleste / flere af følgende beskrivelser
· Har en relevant organistuddannelse eller tilsvarende musikalske kvalifikationer.
· Spiller sikkert og levende og har forståelse for musikkens rolle i gudstjenesten.
· Kan ledsage fællessang og meget gerne behersker både orgel og klaver.
· Har lyst til at bringe din faglighed og dine idéer ind i et fælles samarbejde.
· Møder mennesker med nærvær og forståelse for de forskellige situationer, der bringer dem til kirken.
· Arbejder selvstændigt, forbereder dig grundigt og bidrager til god koordinering.
· Værdsætter en arbejdsplads med åben dialog, hjælpsomhed og respekt for hinandens faglighed.
Erfaring med korledelse eller musikalske aktiviteter for børn og unge er en fordel, da disse aktiviteter på sigt kan indgå i den endelige stilling. Vi hører også gerne fra dig, hvis du er nyuddannet.
Det vil vi tilbyde dig
Vi ønsker at give dig en alsidig stilling, hvor du kan bruge og udvikle dine musikalske kompetencer og få indflydelse på kirkernes musikliv.
Hos os får du:
· En hverdag med tjeneste ved to kirker og kontakt til begge sogne.
· Samarbejde med præster, kirkesanger, øvrige medarbejdere og menighedsråd.
· Mulighed for at tage initiativ til musikalske aktiviteter inden for de aftalte rammer.
· Fælles planlægning med plads til forberedelse, øvning og dialog om opgaverne.
Om instrumenterne:
· Orglet i Sønder Broby Kirke er et Marcussen & Søn orgel med 6 stemmer samt pedal.
· Kirken har desuden et elektrisk klaver, der står i tårnrummet.
· Orglet i Nørre Broby Kirke er et Marcussen & Søn orgel med 7 stemmer samt pedal.
· Kirken har desuden et elektrisk klaver, der står ved overgangen mellem kirkeskib og kor.
Om ansættelsen
Ansættelse sker ved Nørre Broby Sogns Menighedsråd, Præstegårds Allé 2, 5672 Broby.
Tjenestesteder er Nørre Broby Kirke, Sønder Broby Kirke, Plejecenter Åløkkehaven i Sønder Broby.
Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem By, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganistionen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.
Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By,- Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.
Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.
Aftalerne kan ses på Folkekirkens IntraNet
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 333.748,- kr. – 475.590,- kr. (nutidskroner /fuld tid). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 27.641,- kr. (nutidskroner / fuld tid).
OK tillæg på 1082,- kr. (nutidskroner / fuld tid).
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem Menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 363.169,- kr. – 442.529,- kr. årligt (nutidskroner/fuld tid).
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 46.727,- kr. – 72.573,- kr. (nutidskroner/fuld tid). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 350.435,- kr. årligt (nutidskroner/fuld tid) og basisløntrin 2 udgør kr. 368.189,- kr. årligt (nutidskroner/fuld tid). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 37.941,- kr. (nutidskroner/fuld tid) for tjeneste ved 2-3 kirker.
Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Personaleansvarlig Ingrid Thomsen på telefonnummer: 21 66 12 52 / mail: [email protected].
Sådan søger du
Ansøgningen med relevante bilag sendes pr. mail til [email protected]
Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest fredag d. 6. november 2026.
Fortæl os gerne, hvad du lægger vægt på som organist, og hvordan du kunne tænke dig at bidrage til musiklivet i de to sogne.
Ansættelsessamtaler samt prøvespil forventes at finde sted november/december 2026.
Til samtalen får kandidaten til opgave at spille et præludium efter eget valg samt to angivne salmer (en gammel og en ny).
Stillingen er som nævnt til besættelse pr. 1/1 2027 og er på 22 timer.
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer efter aftale, samt at der vil være prøvetid i stillingen.
Kom og oplev kirkerne
Du er velkommen til at kontakte os for at se kirkerne og afprøve instrumenterne.
For Sønder Broby Kirke: Vivi Sørensen, formand, tlf. (45) 21 70 77 47 / mail: [email protected]
For Nørre Broby Kirke: Ingrid Thomsen, formand, tlf. (45) 21 66 12 52 / mail: [email protected]
Læs mere på www.soenderbrobykirke.dk og www.nbkirke.dk
Vi ser frem til at høre fra dig.
Sønder Broby Menighedsråd og Nørre Broby Menighedsråd
Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].