jobsamler.dk
← Alle job

Banedanmark, Teknik, Indre Ringvej 35

Specialist til teknisk drift af spor

Fredericia Industri & produktion Fuldtid Ansøg senest 13. okt. 2026
Ansøg hos Banedanmark, Teknik, Indre Ringvej 35 →
Har du et sporfagligt overblik, og vil du være med til at sikre, at sporet er sikkert, stabilt og lever op til gældende krav?

I rollen får du ansvaret for den tekniske drift af sporene i dit eget geografiske område. Du følger sporets tilstand, tager ud i marken, vurderer fejl og vedligeholdelsesbehov og bruger data til at beslutte, hvad der skal handles på – og hvornår. Du vil få titlen geografisk fagspecialist. Du bliver en del af Infrastruktur Vedligeholdelse – Spor Vest – Nord/Øst Jylland og et fagligt team, hvor I sammen sikrer, at skinner, sveller, ballast, befæstelse og sporkonstruktioner lever op til gældende banenormer. Du arbejder godt både på egen hånd og i tæt sammen med kolleger, entreprenører og andre fagområder. Det betyder, at du både skal kunne fordybe dig i tekniske data og være den, der vurderer, hvad der konkret skal gøres ude på sporet.

Vedligeholdelsen af sporområdet er helt outsourcet pr. 01.01.2026. Derfor får du en central rolle i vores nye Drift- & Kontraktstyringsorganisation, hvor du følger op på entreprenørernes arbejde, vurderer kvaliteten og sikrer, at de aftalte vedligeholdelsesindsatser bliver gennemført korrekt. Du vil komme til at arbejde ud fra et af vores kontorer i Aarhus eller Fredericia.

Som din kommende kollega, Erik Mogens Pedersen siger:
Det fedeste i det her job er simpelthen, at jeg selv har ansvaret. Jeg har min egen strækning, og jeg planlægger selv min hverdag - og det giver mening i mit arbejde! Jeg er meget ude i sporet, hvor jeg kigger på fejl og data fra målevognen. Jeg har også mulighed for en hjemmearbejdsdag, hvor jeg følger op på data og opgaver fra ugen. Så min arbejdsuge er meget blandet og det kan jeg godt lide.”

Dine opgaver
Dine primære opgaver bliver at følge sporets tilstand og sikre, at infrastrukturen lever op til gældende krav og banenormer. Du gennemfører tilsyn og tilstandsinspektioner, følger op på fejl og vedligeholdelsesbehov og bruger data fra vores IT-system, Irissys, til at identificere og prioritere kommende indsatser. Irissys samler blandt andet data om sporbeliggenhed, skinneslid og kl. 4-fejl. Har du ikke erfaring med Irissys, sørger vi for, at du bliver oplært. Du vil også føre tilsyn med udvalgte vedligeholdelsesopgaver, inspicere anlæg og vurdere kvaliteten af det udførte arbejde. Derudover deltager du i samarbejds-, bygge- og sikkerhedsmøder, hvor du bidrager med din faglige vurdering og sikrer, at de tekniske løsninger og vedligeholdelsesindsatser er på rette niveau. Du arbejder med andre ord tæt på den daglige drift og har en vigtig rolle i at omsætte data, observationer og faglig viden til konkrete vedligeholdelsesindsatser. Sikkerheden på banen er et grundlæggende fokus i alle dine opgaver.

Om dig
Din uddannelsesbaggrund er ikke altafgørende. Du kan have en praktisk uddannelse inden for spor og jernbane og flere års erfaring fra arbejdet med spor og sporskiftere. Du kan også have en akademisk baggrund som eksempelvis ingeniør eller anden relevant uddannelse kombineret med praktisk erfaring fra jernbanen. Det vigtigste er, at du har en forståelse for spor og kan omsætte din faglighed til konkrete løsninger i driften. Det er en fordel, hvis du har kurset sporteknik 1 og sporteknik 2, men hvis ikke, så sørger vi for at du får det. Du er vant til at arbejde analytisk. I vores analyseprogram SAP og Irissys vil du hjælpe med forudsigelige vedligeholdelsesopgaver, eksempelvis skinneudveksling, sammenlægning af UT opgaver med mere. Du trives med at indgå i et foranderligt arbejdsmiljø. Du har gode samarbejds- og kommunikationsevner, udviser handlekraft i opgaveløsningen, og er i stand til at bevare overblikket, når det går stærkt og situationen kræver det. Du formår at arbejde selvstændigt og samtidig indgå i et arbejdsmiljø med mange forskellige opgaver. Som Geografisk Fagspecialist skal du udføre sikkerhedsklassificeret arbejde, og derfor opfylde helbredskravene på jernbaneområdet. Det betyder, at du skal have et godt helbred, herunder normal hørelse, syn og farvesans. Hvis du er i tvivl om du opfylder kravene, kan du læse mere på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter den til enhver tid gældende overenskomst med en løn på 42.000-48.000 inkl. pension. Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning, hvor pensionssatsen vil følge den relevante overenskomst.

Ansøgning og kontakt 
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Sektionschef Rune Arnfeldt på telefon 30896683.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte vores personalekonsulenter på mail [email protected]. For at søge stillingen skal du klikke på linket ‘Søg stilling’ og følge instrukserne. Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.  Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Banedanmark, Teknik, Indre Ringvej 35. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].