jobsamler.dk
← Alle job

STENSAGERSKOLEN

Stensagerskolen søger pædagogisk leder!

Aarhus Kommune Undervisning & pædagogik Fuldtid Ansøg senest 28. okt. 2026
Ansøg hos STENSAGERSKOLEN →
Vil du være med til at skabe et godt fundament og gode rammer for børnenes læring og trivsel på en specialskole med en kultur præget af mangfoldighed og undervisningsdifferentiering? Stensagerskolen søger en tydelig, driftssikker og helhedsorienteret leder – gerne med kompetencer og erfaringer inden for det specialpædagogiske område samt stor lyst til ledelse.

Om skolen
Stensagerskolen er en højt specialiseret skole for en bred gruppe af elever med svære fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser. Vi har læring, fællesskab og livskvalitet i fokus og underviser elever fra børnehaveklasse til og med tiende skoleår. Skolefritidsordningen er udvidet til og med 7. klasse og er integreret med skolen i et helhedspræget tilbud. Vi har cirka 320 elever i skolen og ca. 180 elever i SFO. Der er godt og vel 260 ansatte, og det er hermed Aarhus Kommunes største skole målt på antal ansatte og én af landets største specialskoler. Skolen har til huse på to matrikler, henholdsvis i Brabrand og Viby.

Stensagerskolens vision er at være den bedst tænkelige skole for de børn, som visiteres til os. Vi arbejder ud fra et bredt læringsbegreb for at sikre udvikling af alle skolens elever i forhold til den enkelte elevs potentialer og udviklingsmuligheder. Vi arbejder med en bred vifte af evidensbaserede metoder, dokumentationsformer og redskaber til børn og unge med særlige behov.

Det faglige miljø er mangfoldigt og specialiseret. Vi har ansat lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, logopæder, fysioterapeuter, musikterapeut, pædagogisk it-vejleder og pædagogisk vejleder. Vi har engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, høje faglige ambitioner og et bredt tværfagligt samarbejde.

Om jobbet
Vi tilbyder en spændende stilling på en veldrevet skole i udvikling, hvor barnets perspektiv er i centrum. Du bliver en del af et lederteam bestående af skoleleder, viceskoleleder, fem pædagogiske ledere og samarbejde med administrativ leder.

Vi lægger vægt på åben dialog, inddragende processer, professionalisme og uhøjtidelig stemning. Du træder ind i et ledelsesteam i udvikling, og det er vigtigt, at du har mod på at gå åbent ind i denne proces.

Du vil have personale- og pædagogisk ledelse af to klynger, som består af seks klasser med tilhørende SFO-tilbud, som vil være enten indskolingsklasser eller mellemtrinsklasser. Du skal kunne se dig selv som leder ift. alle klassetrin, da der løbende vil kunne ske ændringer ift. fordeling af ledelsesopgaverne. Stillingen vil pt. være på matriklen på Janesvej, Brabrand.

Som pædagogisk leder er du den nærmeste daglige leder for alle teams i dine klynger. I hvert team er der lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere, der arbejder tæt sammen omkring en klasse med maksimum ni elever. Antallet af teams er svingende fra år til år for den enkelte pædagogiske leder, og du vil få ansvaret for minimum 35 medarbejdere.

Dine ledelsesopgaver spænder bredt og omfatter både strategiske, pædagogiske og driftsmæssige ansvarsområder. Blandt de konkrete opgaver kan nævnes:

  • Pædagogisk sparring og implementering af Bredere Børnefællesskaber, skolens pædagogiske vision og faglige fundament
  • Planlægningsarbejde for nyt skoleår og løbende ressourcefordeling
  • Arbejdsmiljøleder af klyngerne
  • Afholdelse af sygefraværssamtaler og MUS
Som pædagogisk leder varetager du også opgaver på tværs af hele skolen.

Krav til stillingen:
Vi søger en leder, som er læreruddannet, og som gerne har erfaring fra specialområdet eller har stor interesse for den specialpædagogiske praksis.
Det er en fordel, hvis du har ledelseserfaring. Alternativt har du lyst til og potentiale for ledelse samt erfaring fra fx en rolle som vejleder, koordinator eller tillidsrepræsentant.
Hvis du ikke allerede er lederuddannet, er du indstillet på at påbegynde en lederuddannelse. Derudover har du en god forståelse for digitale værktøjer, drift og administration.

Om dig
Du er:

  • Relationelt stærk, tillidsskabende, imødekommende og involverende
  • En dygtig kommunikator og formidler, som formår at samarbejde med mange forskellige faggrupper
  • Struktureret og god til at skabe overblik, analytisk stærk, har en høj faglighed og kan navigere i en travl hverdag med mange afbrydelser
  • Robust og forstår at håndtere forventninger fra ambitiøse kollegaer, medarbejdere og forældre
  • Kendetegnende ved at have en høj arbejdskapacitet og trives i en kompleks organisation med mange samtidige opgaver, hvor prioritering er vigtigere end at nå det hele.
  • Nysgerrig på egen ledelsespraksis, søger feedback og ser kontinuerlig personlig udvikling som en forudsætning for at lykkes som leder.
Løn og ansættelse
Stillingen er en fuldtidsstilling uden højeste arbejdstid. Dermed er lønnen i stillingen trin 48 + årligt tillæg kr. 40.420, svarende til ca. kr. 626.000 i årsløn i nutidskroner. Derudover ydes tillæg for gennemført diplomuddannelse i ledelse. Der vil blive indhentet børneattest samt straffeattest.

Vi håber, at du kan starte den 1. januar 2027

Læs mere om os:
Om skolen: Stensagerskolen(hjemmesiden er pt. under ombygning)
Om Børne- og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge
Om ledelse i Børn og Unge: Ledelse

Hvis du har spørgsmål:
… er du velkommen til at kontakte Søren Christensen på tlf. 24817206 og evt. aftale besøg på skolen

Vi glæder os til at høre fra dig!

  • Send din ansøgning og relevante bilag elektronisk senest den 28. oktober 2026.
  • Første samtalerunde afholdes den 3. november fra kl. 12.00.
  • Test og testinterview samt indhentning af reference foregår den 4-6. november og aftales med HR-konsulenten.
  • Anden samtalerunde afholdes den 10. november fra kl. 12.30.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning. 

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum

Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejder- og ledelsesniveauer. Vi tror på at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos STENSAGERSKOLEN. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].