jobsamler.dk
← Alle job

MILJØSTYRELSEN

Sundhedsfaglige AC-medarbejdere til risikovurdering af pesticider og biocider

Odense C Økonomi & jura Fuldtid Ansøg senest 18. okt. 2026
Ansøg hos MILJØSTYRELSEN →
Vil du være med til at beskytte miljøet gennem fagligt stærke vurderinger af pesticider? Vi søger to toksikologer, der vil arbejde med sundhedsvurdering af produkter og aktivstoffer sammen med dygtige kolleger.

Opgaver i kontoret og organisering
Området Sikker Kemi arbejder for at beskytte miljø og menneskers sundhed gennem regulering, godkendelse, kontrol og håndhævelse på kemikalie-, biocid- og pesticidområdet. Opgaverne omfatter blandt andet vurdering og godkendelse af biocider og pesticider, samt af forskning og produktion med genmodificerede organismer.

Arbejdet omfatter desuden vurdering og regulering af kemiske stoffer og produkter i henhold til EU-lovgivningen, herunder REACH- og CLP-forordningerne, fastsættelse af grænseværdier samt kortlægning og risikovurdering af kemikalier i produkter og miljø.

Området Sikker Kemi fører også kontrol med og håndhæver kemikalielovgivningen og de tilhørende regler. Dette omfatter kontrol- og håndhævelsesopgaver vedrørende blandt andet klassificering, mærkning, opbevaring, restriktioner, markedsføring og anvendelse af en bred vifte af produkter, herunder pesticider, biocider, kemiske produkter, kosmetik, elektronik, tekstiler, legetøj og andre forbrugerprodukter.

Derudover deltager området aktivt i globalt, nordisk og europæisk samarbejde om regulering, godkendelse, kontrol og håndhævelse på kemikalie-, biocid- og pesticidområdet.

Vi er organiseret i 4 kontorer og er i alt omtrent 120 dygtige og engagerede kolleger.

Godkendelsesopgaverne løses sammen med miljø- og sundhedsfaglige kolleger, jurister og administrative medarbejdere og specialister i stoffers fysisk/kemiske egenskaber. Vi har en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø, som er præget af høj faglighed, arbejdsglæde, faglig sparring og godt humør.

Du kommer til at arbejde i team Pesticider – Sundhed eller team Biocider, som begge er dele af kontoret Bekæmpelsesmidler – Godkendelse og Vurdering i området Sikker Kemi. Kontoret består af ca. 50 medarbejdere.

Vi søger kolleger til disse opgaver
Vi søger to toksikologer til sundhedsfaglige vurderinger af pesticider og biocider. Dine opgaver bliver vurdering af ansøgte produkters sundhedsmæssige effekter for mennesker og husdyr. Du skal på baggrund af en ansøgning fra en virksomhed vurdere produkternes iboende egenskaber ud fra de indsendte studier, og foretage en sundhedsmæssig klassificering og en risikovurdering for de specifikke anvendelser samt fastsætte risikobegrænsninger, der bidrager til en sikker anvendelse.

Du skal også kommentere på andre landes produktvurderinger og vurderinger af aktivstoffer. Kommunikation med ansøgere og myndigheder i EU er derfor en vigtig del af jobbet. I stillingen vil du afhængig af erfaring på området få mulighed for at indgå i arbejdet med at foretage sundhedsfaglige vurderinger af aktivstoffer og deltage i EU-ekspertgrupper.

Kvalifikationer
Vi forestiller os at du:

  • Er uddannet farmaceut, humanbiolog, dyrlæge, biomediciner eller lignende.
  • Hvis du har erfaring med biocid- eller pesticidområdet, er det en fordel.
  • Har erfaring med EU- og regulatorisk arbejde.
  • Du har måske kendskab til eksponeringsscenarier, OECD test guidelines og EU's guidance dokumenter på området.
  • Du er effektiv, god til at skære opgaverne til og har et godt humør.
  • Du kan lide at samarbejde med kolleger med forskellig faglig baggrund.
  • Du skriver godt på både dansk og engelsk og har også gerne administrativ erfaring.
Vi forventer desuden, at du er omhyggelig, ansvarsbevidst, arbejdsom og vil bidrage til vores fællesskab. Du trives med mange opgaver, hvor nogle vil være rutineprægede, mens andre vil kræve fordybelse og analytisk sans. Du kommer til at lære rigtig meget nyt, så det er vigtigt at du er tålmodig og vedholdende, og kan etablere et godt samarbejde med dine kolleger, som alle gerne vil hjælpe dig.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Tjenestestedet vil være på Lerchesgade 35, 5000 Odense C. Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Charlotta Wallensten på tlf. 2267 8304, teamleder Henrik Svenstrup (pesticider) på 2156 5903 eller teamleder Mads Holmgaard Kaspersen (biocider) på 2134 9915.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbevis m.m. senest den
18. oktober 2026.

Vi planlægger at holde samtaler den 21. oktober 2026.

Du kan forud for en evt. samtale blive bedt om at udfylde en test og/eller forberede en case.


Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos MILJØSTYRELSEN. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].