
UCRS
Teamleder søges til studieadministrationen
Teamleder søges til studieadministrationen
Vil du være leder for studieadministrationen og studiesekretærerne på UCRS?
Vi søger en ”spillende træner”, som er i stand til at forene opgave- og personaleledelse med en dyb faglig indsigt i de studieadministrative systemer og processer på en kombinationsskole med ungdoms-, erhvervs- og voksenuddannelser.
Du skal i samarbejde med skolens øvrige ledelse og dine medarbejdere sikre, at de studieadministrative opgaver og processer løses gnidningsfrit og med høj kvalitet. En velfungerende studieadministration er vigtig for at UCRS kan løse sin opgave med at danne og uddanne elever og kursister. De studieadministrative medarbejdere varetager både specialiserede funktioner med fast tilknytning til de enkelte uddannelser og indgår samtidig i et kollegialt fællesskab på tværs af alle uddannelsesområderne. Det kræver en leder, som er i stand til lede på afstand og samtidig være tæt på medarbejderen.
Du vil skulle indgå i og bidrage til et godt og tæt samarbejde mellem studieadministrationen og skolens forskellige uddannelsesområder samt de øvrige administrative funktioner og medarbejdere.
Det forventes desuden, at du har den fornødne faglighed og erfaring til at kunne indhente og formidle de fornødne data fra de studieadministrative systemer til brug for skolens ledelse og bestyrelse. Anvendelige og troværdige data har stor betydning for at synliggøre og dokumentere kvaliteten i uddannelserne og understøtte skolens økonomi- og ressourcestyring. Vi påtænker i den forbindelse at igangsætte et udviklingsarbejde, der skal sikre troværdig og tidstro ledelsesinformation. Her vil du kunne komme til at spille en nøglerolle i forhold til at sætte strøm til studieadministrationens data og samle informationer i et ledelsesinformationssystem.
Du vil referere til direktøren for UCRS.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- Personaleledelse
- Faglig sparring for studiesekretærerne
- Faglig udvikling og kvalitetssikring af de studieadministrative processer og den tilhørende opgaveløsning
- Være skolens bindeled til studieadministrationssystemerne og brugergrupper
- Implementering og forankring af studieadministrationens mål og indsatser, som følger af skolens strategier, pejlemærker og andre nye initiativer
Vi søger en profil, der
- Har den fornødne indsigt i og erfaring med de studieadministrative systemer, processer og opgaver
- Har ledelseserfaring og kan skabe følgeskab
- Er serviceminded og imødekommende
- Har gode samarbejds- og kommunikationsevner
- Er struktureret og handlingsorienteret
- Har lyst til at være tæt på hverdagen og de daglige opgaver og samtidig har fokus på udviklingsopgaver og nye initiativer, der kan bidrage til at føre skolens langsigtede strategier ud i livet
Vi tilbyder:
- En spændende lederstilling med mulighed for selv at sætte retning og skabe udvikling
- En varieret hverdag med både faste og uforudsete opgaver
- En engageret og fagligt stærk medarbejdergruppe
- Tæt samarbejde med skolens øvrige ledelse og afdelinger
- Mulighed for efteruddannelse og lederudvikling
- Betalt frokostpause, flekstidsordning og mulighed for hjemmearbejde
Om os
UCRS er en selvejende uddannelsesinstitution, som tilbyder et bredt udvalg af ungdoms- og voksenuddannelser i Ringkøbing og Skjern. Vores uddannelsesportefølje omfatter de gymnasiale uddannelser HHX og HTX, en række EUD og EUX-uddannelser, samt 10. klasse, VUC, AMU og VEU. Vi har ca. 1400 årselever fordelt mellem uddannelser og skolehjem.
UCRS er sat i verden for "at danne dem, der skaber i morgen". Vi er flere end 200 engagerede medarbejdere, som i fællesskab og med omhyggelighed sikrer attraktive og relevante uddannelser for unge og voksne.
Læs mere på www.ucrs.dk
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår vil følge gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede organisation (HK). Der tages hensyn til erfaringer og kvalifikationer.
Lønspændet er 38.000 – 45.000 kr. pr. måned plus pension, svarende til løngruppe 3 sats 2.
Stillingen er på fuld tid.
Ansøgning
Kan du se dig selv i ovenstående spændende og udfordrende stilling, så send en ansøgning og dit CV hurtigst muligt og senest mandag den 19. oktober 2026 kl. 10.00 via vores hjemmeside, Ledige stillinger | UCRS eller www.jobnet.dk. Vi modtager kun ansøgninger via disse to kanaler.
Tiltrædelse:
1. november eller snarest herefter.
Vi holder ansættelsessamtaler efter ansøgningsfristen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jakob Høeg på tlf.: 21948424.
Alle interesserede, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen.
Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos UCRS. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].