jobsamler.dk
← Alle job

Professionshøjskolen UCN

UCN søger underviser med erfaring i projektledelse, planlægning og økonomistyring i byggeriet

Aalborg Undervisning & pædagogik Fuldtid Ansøg senest 12. nov. 2026
Ansøg hos Professionshøjskolen UCN →
Vil du bruge din erfaring fra byggebranchen til at uddanne fremtidens bygningskonstruktører?

På Bygningskonstruktøruddannelsen ved Professionshøjskolen UCN søger vi en ny kollega med stærke kompetencer inden for projektledelse, planlægning og økonomistyring. Du får mulighed for at bringe din praksiserfaring ind i undervisningen og være med til at udvikle en praksisnær og forskningsbaseret uddannelse.

Uddannelsen har ca. 400 studerende og 22 engagerede medarbejdere. Undervisningen er projektorienteret og tager udgangspunkt i semesterprojekter, hvor de studerende arbejder med virkelighedsnære problemstillinger. Vi samarbejder tæt med byggebranchen og andre uddannelsesinstitutioner om blandt andet projekter, gæsteforelæsninger, praktikforløb samt forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Bliv en del af en afdeling i udvikling

Afdelingen står over for en spændende forandring. I løbet af 2027 forventer vi at starte et nyt udbud i Hjørring og etablere et internationalt udbud i Aalborg. Som ny kollega får du mulighed for at bidrage aktivt til udviklingen af uddannelsestilbuddene og være med til at forme nye faglige og pædagogiske miljøer.

Om stillingen

Du skal undervise og vejlede i fag, der knytter sig til byggeriets planlægnings- og styringsdiscipliner. Det omfatter blandt andet aftaleforhold, kvalitetssikring, økonomi og tidsstyring i både projekterings- og udførelsesfasen. Vi ser gerne, at du har indgående kendskab til den udførende del af branchen, eksempelvis fra en entreprenørvirksomhed.

Du møder studerende med forskellige baggrunde og forudsætninger. Derfor er det vigtigt, at du kan skabe en inkluderende undervisning, møder de studerende med nysgerrighed og ser muligheder frem for begrænsninger.

Dine opgaver
  • tilrettelægge og gennemføre undervisning og vejledning i samarbejde med kolleger
  • vejlede studerende i semesterprojekter på både det fysiske og online udbud
  • udvikle undervisningsforløb, cases og fagligt indhold med afsæt i praksis
  • bidrage til samarbejdet med virksomheder og øvrige uddannelsesinstitutioner
  • deltage i efter- og videreuddannelse samt relevante forsknings- og udviklingsprojekter
Vi tilbyder

Hos os bliver du en del af en uformel og fleksibel arbejdsplads med godt humør og et stærkt kollegialt fællesskab. Du får:

  • stor mulighed for at præge fremtidens bygningskonstruktører med idéer og nytænkning
  • mulighed for at udvikle undervisning og fagligt indhold
  • et stærkt arbejdsmiljø med bred faglighed og tæt kollegial sparring
  • deltagelse i forsknings- og udviklingsprojekter med relevans for byggeriet
  • tæt samarbejde med byggebranchen og mulighed for at vedligeholde dit professionelle netværk
  • mulighed for at spille en aktiv rolle i afdelingens udvikling i Aalborg og Hjørring
Hvem er du?

Vi forestiller os, at du har en byggefaglig videregående uddannelse på minimum bachelorniveau som ingeniør eller bygningskonstruktør. 

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har solid erfaring med planlægning og styring af byggeprojekter, gerne fra en entreprenørvirksomhed
  • kan omsætte din faglige viden og erfaring til engagerende undervisning
  • har lyst til at bidrage til UCN’s udvikling af et forskningsbaseret uddannelsesmiljø
  • har forståelse for menneskers forskelligheder og kan skabe gode relationer til studerende og kolleger
  • er interesseret i efter- og videreuddannelse samt forsknings- og udviklingsprojekter
  • har pædagogisk eller forskningsmæssig erfaring (det er en fordel, men ikke et krav)
Om Professionshøjskolen UCN

UCN er forankret i Nordjylland og er en af regionens største videregående uddannelsesinstitutioner med faciliteter i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vores udbud omfatter korte og mellemlange videregående uddannelser inden for pædagogik, business, sundhed og teknologi. Læs mere på www.ucn.dk.


Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. januar 2027.  Dit hovedarbejdssted vil være Sofiendalsvej i Aalborg SV.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst.

Ved ansættelse som adjunkt indgår du i et lektorkvalificeringsforløb. Adjunktstillingen er en uddannelsesstilling omfattet af Bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Som adjunkt varetager du opgaver inden for undervisning samt forskning og udvikling. Gennem UCN’s veletablerede adjunktforløb får du støtte til at udvikle de kompetencer, den viden og de færdigheder, der er nødvendige i rollen. Forløbet omfatter blandt andet kurser, faglige ophold, kompetenceudvikling og netværk med andre adjunkter og forskere på tværs af UCN.

Adjunktforløbet forbereder dig desuden på at skrive en lektoranmodning, der som udgangspunkt skal afleveres inden for de første 3½ år af ansættelsen. Ved en positiv lektorbedømmelse overgår du automatisk til en fast lektorstilling på UCN. Læs mere om lektorbedømmelsen.

Ansættelse som lektor forudsætter en positiv lektorbedømmelse efter de gældende regler for professionshøjskoler.

 

Vil du med på holdet?

Send din ansøgning senest torsdag den 12. november 2026. 

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler onsdag den 18. november 2026.

Yderligere oplysninger

Du kan læse mere om UCN, vores uddannelser og samarbejdspartnere på UCN’s hjemmeside. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Søren Falk Trudslev på tlf. 7269 1527 eller mail [email protected].

 

 

UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel orientering til at søge stillingen.

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Professionshøjskolen UCN er Nordjyllands største praksisnære uddannelsesinstitution med seks adresser i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vi tilbyder over 30 videregående erhvervs- og professionsuddannelser inden for pædagogik/læring, sundhed, business og teknologi. Vi udvikler Nordjylland gennem uddannelser, livslang læring og praksisnær forskning – altid i tæt dialog med vores omverden. Vi er godt 900 medarbejdere. Sammen gør vi vores bedste for de over 9.500 studerende og 9.400 kursister, der har valgt os til.

Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Professionshøjskolen UCN. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].