Kold College
Vil du hjælpe unge med at finde deres vej i de grønne fag?
Kold College søger en engageret studievejleder til vores grønne uddannelser
Har du blik for mennesker, kan du skabe tillid hos unge – og har du samtidig en faglig forståelse for de grønne erhverv?
Så kan du blive den, der hjælper vores elever og lærlinge med at finde retning, holde fast og lykkes med deres uddannelse.
På Kold College søger vi en studievejleder til Jordbrug og Natur, som har lyst til at gøre en reel forskel for unge på vej ind i en branche med masser af muligheder.
Du bliver en vigtig person i elevernes uddannelsesliv
Din vigtigste opgave bliver at vejlede, støtte og følge vores elever og lærlinge på tværs af de grønne uddannelser.
Du møder eleverne dér, hvor de er. Nogle har brug for hjælp til at vælge den rigtige retning. Andre har brug for støtte til at komme godt gennem uddannelsen, finde en læreplads eller se mulighederne efter endt uddannelse.
Du bliver derfor både sparringspartner, motivator og den, der kan skabe overblik, når vejen ikke altid er lige.
Du kommer blandt andet til at:
- vejlede elever og lærlinge om uddannelse, praktik og karriere
- gennemføre individuelle vejledningssamtaler og følge op på elevernes udvikling
- støtte elever, der har brug for ekstra hjælp til at fastholde deres uddannelse
- samarbejde tæt med undervisere, virksomheder og kolleger omkring den enkelte elev
- være med til at synliggøre de mange karriereveje inden for de grønne fag
- bidrage til rekruttering og aktiviteter, der får flere unge til at vælge en grøn erhvervsuddannelse
- deltage i udviklingen af vores vejledningsindsats og elevernes samlede uddannelsesoplevelse.
En mindre del af stillingen vil bestå af undervisning.
Det kan eksempelvis være faglige forløb, introduktion eller undervisning inden for områder, hvor din egen brancheerfaring giver værdi. Undervisning er altså en del af jobbet – men vejledning og arbejdet med elevernes udvikling er omdrejningspunktet.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en faglig baggrund fra det grønne område – eksempelvis som gartner, anlægsgartner eller fra et beslægtet fagområde – og at du har solid erfaring fra branchen. Eller du har erfaring som studievejleder eller erfaring fra Grundskoleområdet eller andre ungdomsuddannelser
Det vigtigste er, at du interesserer dig for mennesker.
Du er god til at skabe relationer og møde unge forskelligt. Du kan både lytte, udfordre og sætte retning, og du trives i en hverdag, hvor to dage sjældent er ens.
Du behøver ikke nødvendigvis allerede at være erfaren studievejleder. Har du den faglige baggrund, den rette tilgang til unge mennesker og lysten til vejledning, er vi interesserede i at høre fra dig.
Vi ser gerne, at du:
- er faglært inden for et relevant grønt fag og har minimum 5 års erhvervserfaring
- har lyst og evne til at vejlede, motivere og støtte unge
- kan kommunikere klart og skabe tillidsfulde relationer
- har forståelse for de grønne brancher og deres muligheder
- kan samarbejde med både elever, kolleger og virksomheder
- er nysgerrig, løsningsorienteret og god til at bevare overblikket.
Det er en fordel, hvis du allerede er uddannet læsevejleder – eller har lyst til at uddanne dig til det som en del af din faglige udvikling hos os.
Erfaring med vejledning eller undervisning er også en fordel, men ikke nødvendigvis et krav.
Hvis du ikke allerede har relevante pædagogiske eller vejledningsfaglige kompetencer, forventer vi, at du er indstillet på efteruddannelse.
Du bliver en del af Jordbrug og Natur
Hos os bliver du en del af et mindre og tæt team på Kold Colleges grønne uddannelser i Odense.
Vi uddanner mennesker til brancher, hvor der er stor efterspørgsel på dygtige faglærte, og hvor bæredygtighed, teknologi og nye arbejdsformer hele tiden skaber nye muligheder.
Vi tror på, at stærke faglige uddannelser kræver både dygtige undervisere, gode virksomheder – og mennesker, der kan hjælpe eleverne med at se deres egne muligheder.
Det er her, du kommer ind.
Et job med mening og variation
Du får en hverdag med stor kontaktflade og mulighed for selv at præge dit arbejde.
Nogle dage har du individuelle samtaler med elever. Andre dage samarbejder du med virksomheder eller kolleger, deltager i rekrutteringsaktiviteter eller står foran en gruppe elever og deler din faglighed.
Fællesnævneren er, at du er med til at gøre en forskel for de mennesker, der skal forme fremtidens grønne erhverv.
Stillingen er på fuldtid, 37 timer om ugen, og arbejdsstedet er Kold Colleges Jordbrug og Natur på Bjørnemosevej 190 i Odense.
Har du lyst til at hjælpe næste generation godt på vej i de grønne fag?
Så vil vi meget gerne høre fra dig.
Ansøgningsfrist er semest fredag den 23. oktober og samtaler vil finde sted såvel løbende som i den sidste uge af oktober.
Kold College opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge – uanset alder, køn, religion, etnisk baggrund eller tilhørsforhold.
Spørgsmål til opslaget kan sendes til Uddannelseschef Sune Nors Glad på [email protected]
Ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst.
Tiltrædelse 1. december 2026
Om Kold
På Kold bliver du en del af en organisation i udvikling og vækst.
Vi vil være endnu mere synlige og sammen vise omverdenen de mange karrieremuligheder og potentialer, der findes i uddannelserne inden for hele spektret fra Jord til Bord.
Hos os bliver du en del af en levende skolehverdag med cirka 135 kolleger og omkring 4.000 elever og kursister årligt inden for blandt andet jordbrug, fødevarer, proces og naturvidenskab.
Vores kultur er præget af stærkt sammenhold, høj faglighed og viljen til at ville.
Kold er blandt andet hjemsted for Nordens eneste mejeriskole, og vores uddannelser til blandt andet kok, bager, konditor, ernæringsassistent, tjener, dyrepasser, landmand, gartner, anlægsgartner og skovtekniker er i positiv udvikling.
Det sker gennem en tydelig vækststrategi og en ambitiøs og vedkommende dagsorden inden for både det grønne område og fødevareområdet.
Opslaget er hentet fra Jobnet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) — se det hos Kold College. Er du arbejdsgiveren og ønsker opslaget fjernet? Træk det tilbage på Jobnet, eller skriv til [email protected].